Falck Kurser styrker sikkerheden i Fårup Sommerland
For at sikre at alle gæster og ansatte kan føle sig trygge i Fårup Sommerland, deltager virksomhedens nøglemedarbejdere på Falcks kurser i førstehjælp, hjertestarter og brandslukning.
Kurser af usædvanligt høj kvalitet
Fårup Sommerland har hvert år hundredtusinder af gæster og flere hundrede medarbejdere ansat. Når så mange mennesker færdes frit i et sommerland på størrelse med 55 fodboldbaner, stiller det krav til sikkerheden. Derfor har 32 af virksomhedens nøglemedarbejdere i 2016 deltaget i et Falck-kursus, hvor de har lært at standse brande og give livreddende førstehjælp til gæster og ansatte, der kommer ud for hjertestop eller andre ulykker.
-
”Det Falck-kursus, vi lige har deltaget i, er af meget høj kvalitet – det er det bedste kursus i førstehjælp og brandslukning, jeg nogensinde har oplevet. Vi er kort sagt imponerede, og tilbagemeldingerne er også fantastiske fra de medarbejdere, som deltog i Falck-kurset sidste år. Vi har fået usædvanligt relevant undervisning, og vores medarbejdere har fået vigtige færdigheder, som de ikke havde før kurset”.
Jesper H. Jensen, HR-chef hos Fårup Sommerland
Kompetente instruktører
På Falcks kurser er både førstehjælps- og brandinstruktører professionelle Falck-reddere, som selv har mange års erfaring med at redde mennesker i livsfare og handle korrekt og med overblik i akutte situationer. Ifølge Jesper H. Jensen er instruktørernes erfaring med til at styrke undervisningen:
-
”Instruktørerne er yderst kompetente og har en fantastisk evne til at koble deres egne erfaringer med øvelserne på kurset. En af instruktørerne har været ambulanceredder og paramediciner i over 30 år, og de oplevelser, han har haft og fortalte os om, gjorde stort indtryk. Instruktørernes høje faglige niveau er afgjort en af årsagerne til, at Falcks kurser skiller sig positivt ud på kvaliteten”.
Virkelighedstro øvelser
På Falcks kurser får medarbejderne fra Fårup Sommerland ikke kun teoretisk undervisning – de prøver også førstehjælps- og brandøvelserne af i virkelighedstro, praktiske øvelser.
I et sommerland med både skovområder, spisesteder, vandland og forlystelser er der mange forskellige situationer, de ansatte skal være beredt på. Falck-instruktør og paramediciner, Mads Hansen fortæller:
”Når du står med et menneske i livsfare eller en hurtigt udviklende brand… så har du kun få sekunder til at handle. Du er nødt til at have øvelserne på rygraden. På kurset kunne medarbejderne selv prøve alt lige fra at redde en mand med en pomfrit galt i halsen – til at evakuere gæsterne fra rutsjebanen ”Lynet”, hvor vi havde spændt en kraftfuld røgkanon op. Jo mere virkelighedstro, vores øvelser er, jo mere effektivt kan medarbejderne handle, hvis uheldet er ude en dag – så det er den bedste hjælp, vi kan give dem”
Jesper H. Jensen fra Fårup Sommerland er enig i, at disse øvelser er vigtige:
-
”De praktiske øvelser, hvor vi bliver delt op i hold, fungerer fantastisk godt og gør undervisningen langt mere konkret. Den førstehjælpsøvelse, som gjorde størst indtryk på mig, var da vi skulle genoplive en livløs barnedukke, som var faldet i søen. Jeg var også imponeret over øvelsen med at slukke friture-brande, der tydeligt viste, hvor vigtigt det er at bruge den rette type af brandslukker – hvis du f.eks. prøver at slukke en brand i en friture-gryde med vand, kan det hele eksplodere”.
Et fast samarbejde om sikkerhed
For at skabe tryghed blandt gæster og ansatte i hverdagen, har Fårup Sommerland også brandudstyr, alarmer, sygekørsel og vejhjælp fra Falck. 98 % af sommerlandets gæster siger, at de er ”tilfredse” eller ”meget tilfredse” med deres besøg – og Jesper H. Jensen vurderer, at den høje tilfredshed bl.a. skyldes, at gæsterne føler sig trygge under deres ophold:
-
”Fårup Sommerland er en familiepark, og vi har et kæmpe ansvar for både store og små gæster – så vi går ikke på kompromis med sikkerheden. Vi er meget glade for vores langvarige samarbejde med Falck, som vi også har udvidet henover årene. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Falck-samarbejdet er med til at sikre, at vores gæster kan føle sig tryggere under deres ophold, og at de kan mærke, at de medarbejdere, som de møder i sommerlandet, også føler sig trygge i deres job”.