Kundeservice 70 10 20 31

Ambulancebehandlerelev

- en spændende karriere, hvor du gør en forskel for andre

Når syge eller tilskadekomne borgere skal behandles i en ambulance, er de ofte urolige og bange. Som ambulancebehandler skal du sikre, at patienten hurtigt føler sig rolig og tryg i dit nærvær.

Vi søger derfor ambulancebehandlerelever, der er gode til at skabe tryghed og holde hovedet koldt i pressede situationer. Det er vigtigt at du er tillidsvækkende, har et positivt menneskesyn, er nysgerrig af natur og er ansvars- og kvalitetsbevidst. Desuden skal du være god til at samarbejde – på alle tider af døgnet. 

Det kræver mænd og kvinder af en særlig støbning at skabe ro og tillid omkring sig, når noget utrygt sker – og at kunne redde liv, når uheldet er ude.

Du skal kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt – og have overblik, når andre mister det.

 

Ansøgning:

Det er vigtigt, at du læser alle punkterne nedenfor vedr. optagelseskrav, ansøgningsforløb mm., inden du sender din ansøgning.

Husk, du kan ikke ændre i din ansøgning, når den er afsendt.

Om uddannelsen

For at blive optaget på hovedforløbet som ambulancebehandler, skal du først gennemføre et grundforløb – enten på 20 uger eller et meriteret forløb på 12 uger, afhængigt af din baggrund. Herefter fortsætter uddannelsen, som varer 3 år og 7 måneder, med en blanding af skole, praktik på stationer, hospitaler og i hjemmesygeplejen.

Vil du vide mere om kravene og mulighederne?

 

Fysisk test

Det er vigtigt, at du er i god fysisk form. Derfor tester vi din styrke og form, blandt andet for at vurdere, om du fysisk kan klare det daglige arbejde som ambulancebehandler.

Testen er udviklet specifikt for at teste de muskelgrupper, som vil blive belastet under arbejdet som ambulancebehandler.

Vil du vide mere om de fysiske test?

 

Mere information

Links til ansøgning - nedenstående har ansøgningsfrist d. 15. december 2024.

 

LINK til at søge Falck Sjælland: Område Næstved / Område Slagelse/ Område Holbæk / Område Roskilde:

Rekrutteringsdag 1 foregår den 27./28. januar 2025

Rekrutteringsdag 2 foregår den 17./18./19. februar 2025

Der rekrutteres til følgende hold med skoleophold i Hillerød:

  • BEH28 – Grundforløb 27/1-25 til 28/4-25. Kontraktstart/start på hovedforløb 1/5-25
  • BEH29 - Grundforløb 24/3-25 til 27/6-25. Kontraktstart/start på hovedforløb 21/7-25
  • BEH30 - Grundforløb 10/6-25 til 19/9-25. Kontraktstart/start på hovedforløb 22/9-25

 

LINK til at søge Falck Øst: Hovedstadsområdet, Nordsjælland og Bornholm:

Rekrutteringsdag 1 foregår den 8./9. januar 2025

Rekrutteringsdag 2 foregår 2 til 14 dage efter dag. 1

Der rekrutteres til følgende hold med skoleophold i Hillerød:

  • BEH28 - Grundforløb 27/1-25 til 28/4-25. Kontraktstart/start på hovedforløb 1/5-25
  • BEH29 - Grundforløb 24/3-25 til 27/6-25. Kontraktstart/start på hovedforløb 21/7-25
  • BEH30 - Grundforløb 10/6-25 til 19/9-25. Kontraktstart/start på hovedforløb 22/9-25

 

LINK til at søge Falck Sydjylland: Stationerne Vejle, Kolding, Fredericia og Middelfart:

Rekrutteringsdag 1 foregår den 20. januar 2025

Rekrutteringsdag 2 foregår den 27./28. januar 2025

Der rekrutteres til følgende hold med skoleophold i Esbjerg:

  • AB24 - Grundforløb 3/3-2025 til 28/5-2025. Kontraktstart/start på hovedforløb: 2/6-2025
  • AB25 - Grundforløb 5/5-2025 til 24/8-2025. Kontraktstart/start på hovedforløb: 25/8-2025
  • AB26 - Grundforløb 4/8-2025 til 24/10-2025. Kontraktstart/start på hovedforløb: 3/11-2025
  • AB27 - Grundforløb 29/9-2025 til 19/12-2025. Kontraktstart/start på hovedforløb: 2/1-2026

 

LINK til at søge Falck Midtjylland: Område Viborg / Område Holstebro / Område Herning:

Rekrutteringsdag 1 foregår den 21. januar 2025

Rekrutteringsdag 2 foregår den 28./29. januar 2025

Der rekrutteres til følgende hold med skoleophold i Esbjerg:

  • AB25 - Grundforløb 5/5-2025 til 20/8-2025. Kontraktstart/start på hovedforløb: 25/8-2025
  • AB26 - Grundforløb 4/8-2025 til 24/10-2025. Kontraktstart/start på hovedforløb: 3/11-2025
  • AB27 - Grundforløb 29/9-2025 til 19/12-2025. Kontraktstart/start på hovedforløb: 2/1-2026

 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Optagelse på ambulanceuddannelsen i Falck

For at komme i betragtning til at blive optaget på uddannelsen, er der en række personlige, fysiske, helbredsmæssige og uddannelsesmæssige krav, du skal leve op til.

Det kræver grundig forberedelse og træning at komme i betragtning som ambulancebehandlerelev.

Optagelseskrav for ansøgere over 20 år

    • Du har minimum en 9. klasses afgangseksamen med gode resultater i dansk og matematik. Vi kan dog vælge at vægte ansøgere med studieforberedende ungdomsuddannelser, såsom gymnasiale og erhvervsrettede uddannelser samt sundhedsfaglige uddannelser
    • Du skal være fyldt 20 år på ansættelsestidspunktet
    • Du skal kunne fremvise en straffeattest, der er forenelig med jobbet som ambulancebehandler (en straffeattest uden bemærkninger)
    • Du har haft kørekort til almindelig bil i mindst et år og har opnået rutine i at køre bil, da du som led i uddannelsen skal opnå godkendelse til udrykningskørsel
    • Det kan være en fordel, hvis du har relevant erhvervserfaring indenfor sundheds- og omsorgsarbejde (f.eks. på plejehjem, arbejde med børn eller voksne med funktionsnedsættelser)

For at blive ambulancebehandler, skal du have en god fysik, et godt helbred og kunne gennemføre den fysiske test. Arbejdet kan være fysisk krævende, og du vil ikke blive tilbudt en elevplads, hvis vi skønner, at din helbredsmæssige tilstand vil medføre en øget risiko for din egen helbredssituation, eller en øget risiko for din eller andres sikkerhed. 

Hvis du efter optagelsesforløbet tilbydes ansættelse i Falck, vil du få tilsendt en helbredsattest, som du skal udfylde sammen med din læge. Lægen tager betaling for at udfylde en sådan attest, og denne udgift skal du selv afholde.

Lægen skriver under på, at dit helbred er i overensstemmelse med de krav, der er til stillingen som ambulancebehandler.  Efterfølgende skal attesten godkendes af Falcks læge, der foretager en lægefaglig vurdering af din helbredsmæssige egnethed som ambulancebehandler.

Hvis du har - eller har haft - en skade eller sygdom, er det vigtigt, at dit forløb og aktuelle status er dokumenteret i helbredsattesten. Hvis du lider af en kronisk sygdom, anbefales det, at du konsulterer din egen læge, inden du søger optagelse på uddannelsen for at få afklaret, hvorvidt din sygdom måske kan være en hindring i forhold til de bekendtgørelser, der er gældende i forbindelse med uddannelsen til ambulancebehandler - eksempelvis på kørekortområdet.

Før du ansøger om stillingen som ambulancebehandlerelev

Først og fremmest er det vigtigt, at du er godt forberedt. Du skal sætte dig grundigt ind i optagelseskravene, før du søger ind. Vær i god tid med at fremskaffe alle relevante dokumenter. Når du har sendt ansøgningen, er det ikke længere muligt at logge på og tilføje dokumenter, så vær omhyggelig med at vedhæfte alle relevante dokumenter.

Hvis de nødvendige dokumenter ikke er sendt sammen med din ansøgning, kan du modtage et afslag.

 

Hvis du tidligere har fået afslag efter personligt rekrutteringsforløb og vil søge igen

Hvis du får et afslag efter at have været til personligt rekrutteringsforløb opfordrer vi dig til allerførst at reflektere over de områder, vi har fokus på ved udvælgelsen. Skyldes det forhold, som du ikke kan ændre - f.eks. helbred? Kunne det være manglende erhvervserfaring eller andre forhold, som du kan forbedre?

Hvis afslaget skyldes områder, du kan ændre på i forhold til Falcks fokusområder, har du stadig mulighed for at komme i betragtning til uddannelsen.

Søg først igen, når du har brugt den nødvendige tid på at udvikle og dygtiggøre dig.

Når du ansøger igen, så sørg for at vise, hvordan du har reflekteret over afslaget, og hvad du har gjort for at dygtiggøre dig.

Vi kan ikke indbyde alle kvalificerede ansøgere til rekrutteringsforløb, hvorfor også kvalificerede ansøgere vil opleve at modtage afslag. Hvis du synes, at du opfylder alle vores krav og fokusområder og har modtaget afslag, vil vi anbefale dig at søge igen.

Vi har desværre ikke mulighed for at give en personlig tilbagemelding til ansøgere, der har modtaget afslag uden at have været inviteret til rekrutteringsforløb. 

 

Ansøgningen

Du skal ansøge elektronisk til stillingen som ambulancebehandlerelev. 

Når du opretter din ansøgning, vil du desuden skulle indtaste en række oplysninger om dig selv i et skema samt besvare en række spørgsmål. 

Du skal uploade følgende dokumenter i pdf-format:

  • En motiveret ansøgning

Når vi vurderer din motiverede ansøgning, lægger vi vægt på, at du:

    • Beskriver dine overvejelser om valget om at uddanne dig som ambulancebehandler
    • Formulerer dig klart, og beskriver dine erfaringer kort og præcist
    • Viser, at du har sat dig ind i, hvad uddannelsen består i og hvad den kræver
  • CV
  • Kopi af uddannelses- og eksamensbeviser inkl. bevis for bestået dansk på minimum E-niveau, hvis du er i besiddelse af det - uden synligt cpr.nr. 
  • Kopi af kørekort - uden synligt cpr.nr.
  • Kopi af sundhedsfaglig autorisation, hvis du er i besiddelse af en autorisation (f.eks. som sygeplejerske, SOSU-assistent, fysioterapeut eller en anden sundhedsfaglig, autoriseret uddannelse) - uden synligt cpr.nr.
  • Eventuelle relevante anbefalinger og referencer

 

Studie- og ansøgningsvejledning

Er du i tvivl, om du opfylder adgangskravene? Eller har du spørgsmål til uddannelsen og jobbet som ambulancebehandler?

Så deltag i vores virtuelle studievejledning, som afholdes én gang under hver ansøgningsrunde.

Følg med på vores Instagram og Facebookside, hvor vi blandt andet annoncerer, hvornår du kan deltage i studie- og ansøgningsvejledning.

 

Hvor kan jeg ansøge geografisk?

Du kan kun søge optagelse via et af de aktive links til ansøgning.

Din ansøgning vil som udgangspunkt kun blive vurderet i den region, hvor du er bosat. Hvis du søger i en region, du privat har til hensigt at flytte til, skal du kun uploade ansøgning i den region og oplyse i ansøgningen, i hvilket område, du påtænker at flytte til.

Du skal dermed ikke søge i flere regioner. Du modtager kun mails i forhold til den region, du har ansøgt i.

Hvis du er interesseret i stillingen i flere regioner, kan du skrive dette i din ansøgning og nævne en prioritering af regioner. 

 

Send hurtigst muligt din ansøgning via ét af de aktive links her på siden. Efterfølgende vil du modtage en bekræftelse på, at vi har modtaget din ansøgning. Kontakt os gerne på blivambulancebehandlerelev@falck.com hvis du ikke har modtaget bekræftelsen med "Tak for din ansøgning" efter en uge.

Husk også at det ikke er muligt at ændre i din ansøgning, når den først er afsendt.

 

Husk at tjekke dit spamfilter

Vi oplever, at flere ansøgere har overset vigtige meddelelser i uønsket post/spamfilter. Husk derfor at tjekke dit spamfilter ofte, når du venter svar fra os vedrørende din ansøgning eller information om dit ansøgningsforløb.

Udvalgte ansøgere til optagelsesforløb vil blive indbudt via e-mail.

Hvis du bliver udvalgt til at gennemgå Falcks optagelsesforløb, skal du gennemføre dette for at komme i betragtning til stillingen som ambulancebehandlerelev.

Den endelige udvælgelse sker i blandt de kandidater, der har gennemført optagelsesforløbet, dvs. du er desværre ikke sikret en stilling til trods for gennemført optagelsesforløb.

 

Om ansøgningsforløbet

Hele ansøgningsforløbet består af en række elementer, som giver os et billede af, om du besidder de grundlæggende kompetencer, der skal til for at kunne trives og lykkes i jobbet som ambulancebehandler. Hvert element står ikke alene, men indgår i en samlet vurdering af dig som kandidat.

Forløbet varer to dage, og du vil hurtigst muligt efter første dag få besked, om du går videre til dag 2.

 

Tests i ansøgningsforløbet:

 

Danskkundskaber

Du skal kunne læse, forstå og formulere dig skriftligt som ambulancebehandler, da arbejdet blandt andet består i at kunne dokumentere patientens tilstand.

Du skal også kunne sætte dig ind i en kompleks situation, reflektere over den samt kunne formulere dig sammenhængende om situationen.

Det bliver du testet i under ansættelsesforløbet, hvor du skal til en skriftlig test.

Du skal minimum kunne formulere dig skriftligt svarende til 9. klasses afgangseksamen i dansk.

 

Matematiske kundskaber

Som ambulancebehandler skal du kunne udføre matematiske beregninger under til tider hektiske omstændigheder. Matematiske beregninger er en kompetence, som har betydning for patientens sikkerhed og matematiske kundskaber afdækkes via en skriftlig prøve under ansættelsesforløbet.

Du skal som minimum kunne udregne matematiske beregninger svarende til 9. klasses afgangseksamen i matematik.

 

Fysisk test

Det er vigtigt, at du er i god fysisk form. Derfor tester vi din styrke og form, blandt andet for at vurdere, om du fysisk kan klare det daglige arbejde som ambulancebehandler.

Testen er udviklet specifikt for at teste de muskelgrupper, som vil blive belastet under arbejdet som ambulancebehandler. Testen består af adskillige elementer, som du kan se en video om her.

Hvis du er i almindelig god form, er de enkelte elementer i testen sædvanligvis ikke et problem.

Du skal dog være opmærksom på, at sværhedsgraden stiger markant på selve testdagen, da øvelserne gennemføres med kort interval efter hinanden.

Vi anbefaler derfor, at du har prøvet at lave både Falck-cirklen og løbetest på samme dag - gerne i god tid før den første optagelsesdag.

Falcks Coopertest

 

Mand 20-24 år – 2620 m

< 12 min            

Mand 25-29 år – 2550 m

< 12 min            

Mand 30-34 år – 2440 m

< 12 min            

Mand 35-39 år – 2350 m

< 12 min            

Mand 40-44 år – 2260 m

< 12 min            

Kvinde 20-24 år – 2200 m

< 12 min            

Kvinde 25-29 år – 2140 m

< 12 min            

Kvinde 30-34 år – 2100 m

< 12 min            

Kvinde 35-39 år – 2000 m

< 12 min            

Kvinde 40-44 år – 1900 m

< 12 min            

Optagelsesdagene afholdes både i Jylland og på Sjælland. 

 

Gruppeopgaver

Under ansøgningsforløbet vil du skulle udføre opgaver sammen med andre kandidater, og opgaverne vil blive overværet af bedømmere fra ansættelsesudvalget. 

Formålet med gruppeopgaverne er at afdække dine kompetencer i forhold til uddannelsen og arbejdet som ambulancebehandler. Opgaverne giver os et indtryk af, om du har potentialet til at udvikle de personlige kompetencer, der skal til for at lykkes i jobbet.

Kompetencerne kan du læse mere om under afsnittet ”Krav til dig som person”.

 

Personligt interview

Det personlige interview afholdes som det sidste element i ansøgningsprocessen. Her vil du skulle præsentere dig selv, og ansættelsesudvalget vil få mulighed for at lære dig bedre at kende.

Vi forventer, at du har sat dig ind i Falck som virksomhed, ambulancebehandleruddannelsen og ikke mindst ind i den ambulancetjeneste, som du vil skulle arbejde i. 

Formålet med interviewet er at give os et indtryk af dig personligt og dine forudsætninger for at gennemføre ambulancebehandleruddannelsen hos Falck.

Efter interviewet får du at vide, om du er gået videre i optagelsesforløbet.

I Falck efterlever vi vores Winning Behaviours

Vi er drevet af omsorg

Vi bygger tillid

Sammen skaber vi mere værdi

Uddannelsen som ambulancebehandler fører til et betroet arbejde, hvor du skal kunne møde alle mennesker i øjenhøjde med udgangspunkt i vores Winning Behaviours.  

I nedenstående finder du en beskrivelse af nogle af de kompetencer, vi leder efter hos en kandidat.

Helt konkret afdækker vi, om du har potentialet for at kunne lykkes og trives i stillingen som ambulancebehandler.

 

Helhedsforståelse

Helhedsforståelse handler bl.a. om at forstå sin egen rolle i en større sammenhæng, for eksempel ved arbejde i teams, samarbejde mellem forskellige grupper af medarbejdere og i makkerpar. Det gælder også om at have forståelse for virksomheden i et større perspektiv, og for hvordan egen indsats og ansvar er en del af opgaveløsningen. Dette er vigtigt alle steder i sundhedssystemet og i ambulancetjenesten hvor der er en meget specialiseret arbejdsdeling, og patienterne er i kontakt med mange forskellige faggrupper i et patientforløb. Her kræves en høj grad af forståelse og respekt for de forskellige faggruppers samspil og egen rolle i den forbindelse.

 

Analytisk tænkning og handling.

Analytisk tænkning og handling er i denne sammenhæng evnen til at indsamle og analysere information, finde mulige løsninger og træffe en beslutning. Analytiske færdigheder er vigtige som ambulancebehandler, hvor det forventes at man kan identificere og forudsige akutte tilstande og behandle disse i et ofte hektisk og uforudsigeligt arbejdsmiljø. En del af ambulancebehandlerens hverdag består i at træffe beslutninger og handle hensigtsmæssigt. Man skal skabe overblik, gå forrest, lede og skabe tryghed i kaotiske situationer, men samtidig også kunne give plads til andre i teamet, når det er nødvendigt.

 

Kommunikationsevne

Kommunikationsevne handler om at kommunikere på en respektfuld og problemløsende måde, hvor man holder sig lydhør og åben for input, og samtidig kommunikerer klart og tydeligt. En central del af ambulancebehandlerens opgave indebærer kommunikation. Det gælder både internt i teamet, med patienten og med andre sundhedsprofessionelle og kommunikationen har stor betydning for patientsikkerheden og den daglige trivsel.

 

Samarbejdsevne

Samarbejdsevne handler om vilje og lyst til at arbejde i et team og at samarbejde om at give patienten den bedst mulige behandling, hvilket er afgørende for patientens forløb. Det daglige teamwork i ambulancetjenesten er baseret på tillid, initiativ, sparring og vidensdeling på tværs af teamet, og man skal derfor trives med at løse opgaver i samarbejde med andre og spille hinanden gode.

 

Selvindsigt

Selvindsigt handler om at have indsigt i egne styrker og begrænsninger. En ambulancebehandler skal både kunne byde ind med viden og konstruktiv feedback, kunne modtage feedback og være indstillet på løbende udvikling og læring. Ikke mindst skal man kunne vurdere, hvornår egne begrænsninger er i spil og kunne bede om støtte, vejledning eller hjælp i disse situationer. Et centralt element i arbejdet som ambulancebehandler er at interagere med både patienter, samarbejdspartnere og kolleger, hvilket kræver selvindsigt, dvs. at kende sig selv og være bevidst om, hvordan man fungerer og trives i forskellige sammenhænge, samt hvordan man fremstår og påvirker andre mennesker via sin adfærd.

 

Empati

Empati handler om at kunne sætte sig i en andens sted, dvs. at evne at se og forstå andre mennesker og situationer. En ambulancebehandler skal besidde situationsfornemmelse og empati i udstrakt grad, da en stor del af hverdagen består i at forholde sig til mennesker i krise. Den enkelte patient skal altid behandles med respekt og omsorg på en tillidsvækkende måde. Evnen til at kunne vurdere, hvad der er passende, rimeligt eller hensigtsmæssigt i en given situation eller sammenhæng er afgørende for at kunne arbejde i ambulancetjenesten, da arbejdet består i at kunne samarbejde med og hjælpe mennesker fra alle sociale lag og kunne afkode situationen på skadestedet i løbet af meget kort tid.

  • Praktikvejleder – vær med til at forme fremtidens ambulancebehandlere
  • Mentor – gør en forskel i uddannelsen af ambulancebehandlerelever
  • Ambulanceinstruktør -  spil en afgørende rolle i Falck ambulances udvikling
  • Liggende patientbefordring – vær med til at sikre en tryg transport af patienter
  • Områdeleder - en central rolle i at sikre og udvikle vores ambulancetjeneste

Læs mere om karrieremulighederne her

Paramediciner - en afgørende rolle i akutsituationer, hvor din indsats redder liv

Når du er færdiguddannet ambulancebehandler, har du mulighed for at videreuddanne dig til paramediciner. Som paramediciner får du en bredere kompetence inden for akut behandling, hvilket giver dig mulighed for at håndtere mere komplekse medicinske situationer selvstændigt. Uddannelsen indeholder både teoretisk undervisning og praktisk erfaring, så du bliver klædt på til at yde avanceret præhospital behandling.

Vil du vide mere om uddannelsen til paramediciner?

Læs mere om uddannelsen her: KP.dk eller her: UCL.dk

Har du ikke fået svar på det du søgte efter?

Se flere spørgsmål og svar her