Danskerne gør allerede meget for at tage vare på deres mentale sundhed
Hele 9 ud af 10 danskere svarer nemlig i undersøgelsen, at det er vigtigt at arbejde med sin mentale sundhed. Og denne anerkendelse er udbredt på tværs af alle aldersgrupper, selvom den primære årsag til at arbejde med mental sundhed, varierer fra ung til gammel.
Mens de yngre generationer især går op i deres mentale sundhed for at opnå overskud og glæde i hverdagen, kobler den ældre generation i høj grad også mental sundhed med deres fysiske helbred.
Det indikerer, at mental sundhed er en vigtig faktor i alle livsfaser, selvom motivationen for at arbejde med den kan udvikle sig gennem livet.
Danskerne snakker, motionerer og går i skoven
Danskerne har forskellige metoder til at passe på deres mentale sundhed. Helt overordnet gør 66 % af danskerne aktivt noget for at forbedre deres trivsel. Og ser vi på de konkrete handlinger, fremstår fem strategier som de mest populære.
Vores prioriteter ændrer sig under pres
Når vi sammenligner de forskellige trivselsgrupper, er der dog væsentlige forskelle i, hvad danskerne gør for at tage vare på deres mentale sundhed.
Danskere i højrisikogruppen gør generelt færre ting for at forbedre deres mentale sundhed sammenlignet med dem, der ikke er i risikogruppen. Et sted hvor de særligt adskiller sig, er i forhold til søvn og motion, som de i mindre grad gør.
Højrisikogruppen søger dog i højere grad psykologhjælp og prioriterer at sige fra til private arrangementer.
Hver femte dansker har været til psykolog
En af de handlinger, danskerne tyr til for at tage vare på deres mentale helbred, er at søge professionel hjælp. Cirka 20% af danskerne har været til psykolog inden for det seneste år. Det er især kvinder og yngre aldersgrupper, der benytter sig af psykologhjælp.
Selvom mange danskere opsøger professionel hjælp, er det stadig en udfordring for nogle at række ud efter den – især unge mænd. Hver fjerde unge mand mellem 16-25 år har svært ved at tage imod psykologhjælp, selv hvis de forestiller sig at være i en situation, hvor det kunne være nødvendigt.
Det kan ifølge Sundhedsbarometeret blandt andet skyldes, at det stadig er tabubelagt, især blandt mænd, at tale om og søge hjælp til mentale udfordringer.
Både mænd og kvinder svarer i undersøgelsen, at de har vanskeligt ved at fortælle venner og familie, at de går til psykolog, men mænd har oftere denne barriere. Konkret har hver tiende kvinde og hver syvende mand svært ved at åbne op om deres brug af psykologhjælp.