Sådan undgår du flåtbid og skovflåter
Sidst opdateret d. 04.03.2024
Kvalitetssikret af: T. Krag, Paramediciner hos Falck
Hvad er en skovflåt og hvordan får man et flåtbid?
En skovflåt er en sort lille mide, som lever af at suge blod ved at bide sig fast på huden. Du kan let kende et flåtbid, da kun bagkroppen af skovflåten stikker ud.
En skovflåt bliver ofte fejlagtigt sammenlignet med en tæge, men tæger gør ikke mennesker noget og har i modsætning til skovflåter - kun 6 ben, hvorimod du let kan genkende en skovflåt på dens 8 ben.
Skovflåten lever i naturen og findes ofte i buskads, skovbund, græs, lav bevoksning eller lignende. Skovflåten sidder ofte på lur i højt græs og venter på et dyr eller et menneske kommer forbi. Skovflåter sætter sig nemlig både på mennesker og dyr.
Du skal derfor huske at tjekke dig selv, din familie og dine dyr for flåtbid når i kommer hjem fra tur i skoven eller efter i har været ude i haven.
Flåtbid kan være meget små og kan ligne en lille skønhedsplet på kroppen. Derfor skal du se meget godt efter og tjekke din krop ekstra godt. Du skal specielt være grundig ved varme, fugtige og mørke områder af kroppen, da skovflåter elsker varme. Husk derfor at se efter:
- Bag øret
- I armhulerne
- I knæhaserne
- Ved underlivet
Det er dog vigtigt at du husker at gå hele kroppen efter for flåtbid, da skovflåten kan kravle langt uden du mærker det.
Sådan undgår du flåtbid og skovflåter:
Du kan minimere risikoen for at få et flåtbid ved at tage nogen forholdsregler når du er udendørs. Dette kan du selv gøre for at undgå flåtbid:
- Iklæd dig tøj, der dækker huden særligt omkring fødder og ben. Dvs. lange bukser, strømper og støvler.
- Stop evt. bukserne ned i strømperne.
- Tøj i lyse farver gør det lettere at se skovflåter og dermed lettere at fjerne eventuelle skovflåter på tøjet.
- Børst dit tøj af før du går indenfor, for at fjerne eventuelle skovflåter på tøjet.
Sådan gør du hvis du får et flåtbid:
Hvis du er uheldig og bliver bidt af en skovflåt, skal du gøre således:
- Find et flåtkort eller en flåttang frem. Hvis du ikke har nogen kan du også bruge et pincet.
- Fjern nu skovflåten ved at tage fat på skovflåten - så tæt på skovflåtens hoved som muligt - og drej derefter skovflåten rundt om sig selv et par gange, for at løsne skovflåtens greb - og hiv derefter skovflåten af.
Brug ikke fedtstof og brænd ikke skovflåten med et cigaretskod eller lignende, selvom nogen påstår det vil hjælpe. Dette kan medføre, at skovflåten tømmer sit maveindhold ned i bidet, hvilket kan give infektion.
Fik du skovflåtens hoved med?
Som udgangspunkt er det vigtigt, at du forsøger at fjerne hele skovflåten, men somme tider kan det være svært at få hovedet med. Du skal dog ikke være bekymret, hvis du ikke får hele skovflåten med. Kroppen skal nok selv bryde resterne af skovflåten væk.
Du kan også søge læge, hvis du ikke selv kan fjerne flåten.
Symptomer efter et flåtbid:
Et flåtbid kan give forskellige symptomer, såsom:
- Cirkelrundt og rødligt udslæt omkring biddet (i den sene fase)
- Muskel- og ledsmerter
- Influenzalignende symptomer
- Borrelia
Du skal altid søge læge, hvis der kommer en rød ring om flåtbiddet eller hvis du får rødme/udslet ved biddet og det er større end en 5 krone.
Husk! Er du i tvivl, bør personen altid vurderes af en læge.
Skovflåter kan være smittebærer for Borrelia-bakterien. Hvis denne bakterie ikke behandles, kan den i sjældne tilfælde give hjernebetændelse. Derfor bør du altid kontrollere dig selv og dine børn efter skovture og lignende. Fjernes skovflåten inden for 24 timer, er faren for Borrelia minimal.
Der er ikke grund til panik over fundet af en ny type borreliabakterie i flåter. Læs mere om fundet af den nye borreliaart her.
Få adgang til Online-læge
Vidste du, at vores sundhedssikringer, giver dig adgang til Online-læge når du har brug for det?