Hvad er det korrekte dæktryk?
Det rette dæktryk er afgørende for din bils ydeevne og din egen og øvrige trafikanters sikkerhed. Det anbefalede dæktryk varierer afhængigt af bilmærke og model, og ofte er der forskel på det korrekte tryk for for- og bagdæk. Derudover kan det anbefalede dæktryk også variere afhængigt af bilens belastning – altså om du kører med eller uden læs.
Som sagt finder du det korreke dæktryk for din bil (både med og uden læs) på et mærkat i bilens dørkarm, i handskerummet, på indersiden af benzindækslet eller i instruktionsbogen. Hvis du er i tvivl om det korrekte dæktryk, kan du også kontakte din forhandler.
Vinterdæk og dæktryk
Når du skifter til vinterdæk, kan du måske komme i tvivl om, hvorvidt dine vinterdæks dæktryk skal være anderledes end dine sommer- eller helårsdæk. Dette er dog ikke tilfældet, og dæktrykket i vinterdækkene skal faktisk være det samme som i de andre typer dæk. Du finder derfor vinterdækkets korrekte dæktryk i bilens instruktionsbog eller på mærkatet i bilen.
Der er dog nogle andre ting, du skal være opmærksom på, når det gælder dæktrykket om vinteren. Luftrykket i dækkene falder hurtigere, når temperaturen falder. Derfor kan dine dæktrykket også falde hurtigere grundet de kolde temperaturer.
Generelt er dæktrykket afgørende for din sikkerhed på vejene, og derfor kan du med fordel være ekstra opmærksom på at kontrollere dæktrykket, når temperaturen falder.
Hvis du vil blive klogere på alle fordelene ved vinterdæk, kan du læse mere om, hvornår man skal skifte til vinterdæk.
Hvordan tjekker jeg dæktrykket?
Når du skal tjekke bilens dæktryk, skal du bruge en dæktryksmåler eller besøge et autoværksted.
Måler du på egen hånd, skal du først skrue ventilhætten på dækket af. Derefter sætter du måleren på ventilen. Her er det vigtigt, at du får sat ventilen ordentligt ind i måleren og holder den tæt, så luften ikke siver ud af dækket. Når du har sat måleren på, viser den et udslag på skalaen, og derved kan du se hvad dæktrykket er.
Husk at du altid skal måle dit dæktryk, når dine dæk er kolde.
Hvordan justerer jeg dæktrykket?
Hvis dæktrykket er for lavt, trykker du simpelthen bare på målerens plus knap så mange gange det kræver, indtil den er kommet op på det korrekte.
Hvis du er nervøs for, at du kommer til at slippe alt luften ud af dækket, kan du være helt rolig. Der slipper kun en smule luft ud (et kort pift), når du sætter måleren på ventilen.
Hvis du derimod er nervøs for, at dækket springer, er der heller ingen grund til bekymring, da der slet ikke er så meget luft i måleren.
Sådan tjekker og justerer du bilens dæktryk:
- Pil ventilen af
- Sæt måleren på
- Kontrollér dæktrykket på skalaen
- Juster
- Sæt ventilen på igen
OBS. Kontrollér og justér dæktrykket, når dine dæk er kolde, f.eks. om morgenen.
Hvor ofte skal jeg tjekke dæktrykket?
En god tommelfingerregel er at tjekke dæktrykket cirka hver 14. dag eller per 1000 km. alt afhængig af, hvordan du bruger bilen.
Det er vigtigt, at du altid tjekker dæktrykket, når dine dæk er kolde, da opvarmede dæk kan påvirke resultatet af din dæktryksmåling.
Læs mere om Falck Vejhjælp her.