Barnets første afføring
Kvalitetssikret af: E. Hegermann-Lindencrone, Jordemoder i Falck.
Den første afføring er sort og klæbrig og kan minde om tjære. Den kaldes meconium. Når amningen er godt i gang, vil afføringen gradvist ændre farve og blive til en tynd, gul, syrligt lugtende ’remoulade’. At afføringen skifter farve i løbet af den første tid, er også en måde at holde øje med, at barnet har fået nok mælk.
I de første uger har barnet som regel meget hyppige afføringer, men det aftager efterhånden. Brystbørn har sjældent problemer - afføringerne kan være hyppige eller sjældne, men barnet får sjældent diarré eller forstoppelse. Hos børn, der får modermælkserstatning allerede fra starten, er afføringen mere fast, og barnet kan godt få forstoppelse. Hold derfor øje med, at der er regelmæssig afføring. Du kan læse mere om forstoppelse her.