Gulsot hos babyer
Kvalitetssikret af: E. Hegermann-Lindencrone, Jordemoder i Falck.
Gulsoten skyldes, at det nyfødte barns lever, endnu ikke er helt klar til at udskille affaldsstoffer fra maden. Et af affaldsstofferne er bilirubin, som farver huden gul.
Et barn med gulsot kan blive sløvt og sove meget. Så er det ekstra vigtigt at amme hyppigt, og det kan være nødvendigt at vække et barn med gulsot, cirka hver tredje time for at give det mad.
Almindeligt dagslys hjælper med at nedbryde bilirubin, så sæt gerne barnet i liften eller i vuggen ved vinduet.
Kraftig gulsot skal desuden behandles med ultraviolet lys på sygehuset. Kontakt altid barselsgange, egen læge eller sundhedsplejersken, hvis I observerer at barnet bliver gult, så kan sundhedspersonalet afgøre om gulsoten er behandlingskrævende. Er barnet stadig gult, når det er 3 uger gammelt, vil sundhedsplejersken opfordre jer til at bestille en tid hos jeres egen læge for at få vurderet gulsoten.