Skift til vinterdæk
Når du køber et vejhjælpsabonnement hos Falck, kan du tilvælge hjulskift. Hvis du tilvælger hjulskift kan du få skiftet mellem dine sommer- og vinterdæk to gange om året. Se vores vejhjælpspakker nederst på siden og find ud af hvor billigt du kan få skiftet til vinterdæk.
Hvorfor skal man skifte til vinterdæk?
Vinterdæk øger din sikkerhed. Gang på gang viser tests, at vinterdæk står meget bedre fast på is og sne end de traditionelle sommerdæk.
Om vinteren er det derfor vigtigt at have vinterdæk på, da vinterdæk giver et markant bedre vejgreb på glatte veje. Hvis du ikke skifter til vinterdæk, vil bilen have svært ved at få et vejgreb og have lettere ved at skride.
Forskellen på vinter- og sommerdæk er, at vinterdæk har et grovere mønster, som gør det mere sikkert at køre på is og sne. Gummiet og mønsteret i vinterdækkene er særligt udviklet til at have et bedre vejgreb, så bilen ligger mere trygt og sikkert på vejen. Ved at skifte til vinterdæk sikrer du dig samtidig en kortere bremselængde og bedre kontrol over bilen på de kolde, våde og glatte veje.
Hvornår skal man skifte til vinterdæk?
Generelt er det en god idé at skifte til vinterdæk, inden det bliver frostvejr. Man ved aldrig, hvornår frosten kommer, og derfor er det en god idé at skifte til vinterdæk i god tid. En god tommelfingerregel er, at du skal skifte til vinterdæk, når temperaturen kommer under 7°.
Derfor kan man med fordel bruge vejrudsigten eller kalenderen som vejledning i forhold til, hvornår man skal skifte til vinterdæk.
Når først frostvejret er begyndt, risikerer du lang kø på værkstedet, og derfor bliver du måske nødt til at køre uden vinterdæk i noget tid. Derfor er det en god idé at bestille tid på værkstedet til skift af dækkene i god tid eller tilkøbe dækskifte hos Falck, så du undgår lange ventider og usikre køreture.
Når det kolde vintervejr er kommet, og den første sne har lagt sig, er det på høje tid at skifte til vinterdæk, hvis du ikke allerede har gjort det.
Hos Falck har vi 300 bonuspartnere, som kan hjælpe dig med at kontrollere dine dæk eller skifte fra sommer til vinterdæk.
Er det lovpligtigt, at man skifter til vinterdæk i Danmark?
Nej, det er ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk i Danmark. I flere lande er det et lovkrav, at man skifter til vinterdæk, men sådan et lovkrav har vi ikke i Danmark. I Danmark er det faktisk lovligt at køre med sommerdæk hele vinteren, hvis der er en dækdybde på minimum 1,6 millimeter.
Vi anbefaler dog, at du skifter til vinterdæk, da bilen står langt bedre fast på de kolde og glatte veje, og derved øger du din og andres sikkerhed i trafikken.
Du kan læse mere om skift til sommerdæk, hvis du vil blive klogere på alle fordelene ved sommerdæk, når temperaturen stiger.
Kontrollér dine dæk inden skift
Inden du skifter til vinterdæk, er det vigtigt, at du kontrollerer slidbanen. Dybden på slidbanen skal minimum være 1,6 millimeter, men vi anbefaler 3 millimeter i vintermånederne. Jo mindre din slidbane er, jo højere risiko er der for, at du mister herredømmet over bilen.
Du kan kontrollere dybden på dine vinterdæk ved at se på slidindikatoren, som sidder i bunden af mønsteret. Du kan også bruge en tyver til at tjekke slidbanen på dine vinterdæk.
Sådan gør du:
- Læg en tyver ned i dækmønsteret.
- Hvis teksten på tyveren er væk, så er dækket i orden.
Se vores video her, og få råd fra vores ekspert til, hvordan du nemt kan tjekke op på dine vinterdæk.